Hvad skal der til for at have en lærling?
Din virksomhed skal være godkendt til at have en elev. Der er for alle erhvervsuddannelser et fagligt udvalg, som er ansvarlig for denne opgave. De faglige udvalg består af repræsentanter inden for de pågældende fag. Inden for en række fagområder kan du som virksomhed ansøge digitalt eller printe ansøgningsskemaerne derfra. Behandling af ansøgningen varer ca. 14 dage.
Herefter skal I gøre følgende:
- Find netop den lærling, der passer til jeres virksomhed
- Vælg en uddannelsesaftaletype, som I og lærlingen begge er trygge ved, og som giver mest mening for jer. Se infoboksen til højre.
- Udarbejd og underskriv en uddannelsesaftale via lærepladsen. Uddannelsesaftalen er lærlingens ansættelseskontrakt.
Kontakt evt. uddannelseskonsulenten som kan hjælpe. Find den relevante person i bunden af denne side.
Delvis godkendelse
Måske er din virksomhed meget specialiseret med hensyn til produktion. Det kan være medvirkende til, at din virksomhed ikke bliver godkendt til at uddanne en elev gennem hele den pågældende uddannelse. I stedet for kan din virksomhed blive godkendt til at give eleven en del af uddannelsen. Med andre ord indgå en uddannelsesaftale med eleven i en kortere periode. Læs om de forskellige uddannelsesaftaler i infoboksen til højre.
Hvis din virksomhed ikke er godkendt til at uddanne elever, kan du rette henvendelse til den relevante uddannelseskonsulent, som fremgår i bunden af denne side.
Hvad koster det at have en lærling?
Jeres virksomhed skal betale løn til lærlingen i henhold til gældende overenskomst inden for faget.
Lønudbetalingen starter fra første dag uddannelsesaftalen gælder og fortsætter frem til aftaleforholdet ophører.
Vælger I at indgå en aftale om voksenlære, skal virksomheden udbetale løn svarende til mindstelønnen inden for det pågældende fagområde.
I kan søge om tilskud fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) under oplæring- og skoleperioder.
Virksomheden søger om lønrefusion og evt. befordringstilskud, når lærlingen er på skole. Det er ligeledes Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), der administrerer disse ordninger.
Virksomheden søger lønrefusion og befordringstilskud på WWW.VIRK.DK.
Lønrefusion og befordringstilskud under skoleophold
Satser for lønrefusion
Aktuelle satser for lønrefusion findes på virk.dk.
Befordringstilskud
Virksomheden kan få refunderet 80 procent af udgifterne til lærlingens transportudgifter til og fra skole. Det gælder, når lærlingen tager med det billigste offentlige transportmiddel, og den samlede længde er mere end 20 kilometer pr. dag.
Er eleven fyldt 25 år?
Hvis eleven er fyldt 25 år, når uddannelsesaftalen indgås kan eleven komme i voksenlære. Nærmere oplysninger om lønforhold mv. fås hos de faglige organisationer, der har overenskomst på området. Læs mere HER.