På lageruddannelsen kan dit uddannelseseventyr gå flere veje
Som lagermedhjælper er du ekspert på alle områder af et lager, lige fra modtagelse, registrering og udlevering af varer til transportteknologier og kontroloptællinger, og du ved, hvor alting er. Du kan stoppe allerede her og gå ud og finde dig et arbejde, eller du kan fortsætte som lageroperatør eller lager- og terminaldisponent.
Vælger du lageroperatør-vejen, er du skarp på innovation- og forandringsprocesser og kan udvikle og optimere lageret. Her kan du gå yderligere to veje, enten som lager- og logistikoperatør, hvor du specialiserer dig inden for logistikstyring og organisering eller som lager- og transportoperatør, hvor der i højere grad er fokus på transport af gods. Disse to veje giver dig et svendebevis.
Når du er færdiguddannet på EUC Sjælland, kan du fortsætte som lager- og terminaldisponent, som indebærer, at du står for driften af et lager, og du får indsigt i arbejdsmiljø og forhandlingsteknik.
På denne uddannelse får du gratis kørekort
Under din uddannelse, så snart du har en underskrevet aftale med en læreplads, vil du få gratis kørekort til almindelig bil. Hvis du vælger lager- og transportoperatør, vil du også få gratis kørekort til lastbil.
Den grønne profil
Under din uddannelse på EUC Sjælland vil du også lære om bæredygtige aspekter af lager-uddannelsen. Du vil lære om emballageforståelse, grønne arbejdsprocesser og ny teknologi såsom eldrevne gaffeltrucks og robotteknologi.
Her kan du arbejde
Når du er lager- og terminaluddannet, kan du styre et lager og køre gaffeltruck mange steder, blandt andet hos godsterminaler, lagerhoteller, engrosvirksomheder, store og mellemstore industri- og produktionsvirksomheder samt stormagasiner, handelsvirksomheder og supermarkeder.
Hør eleverne tale om uddannelsen
Emner på uddannelsen:
- Lagerøkonomi
- Farlig godshåndtering
- Kundebetjening
- Opbygning af fragt
- It-lagerstyring og supply chain management
- Logistik og samarbejde
- Specialedele
- Sundhed og arbejdsmiljø samt ergonomi (gode arbejdsstillinger)
- Kørekort
Sådan er hovedforløbet
Hovedforløbet veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen. Du kan vælge mellem forskellige specialer.
For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have gennemført fagene:
-
Naturfag på F-niveau
-
Informationsteknologi på F-niveau
-
Dansk på F-niveau
Du vil i grundforløbet - og inden start på hovedforløbet - få mulighed for at tage følgende certifikater:
-
Gaffeltruckcertifikat B
-
Førstehjælp på mellemniveau
-
Færdselsrelateret førstehjælp (Trafikrelateret førstehjælp)
-
Elementær brandbekæmpelse
For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale.
Egenbetaling
Som elev er der enkelte ting, du selv skal betale undervejs i din uddannelse.
Undervisningsmaterialer
Som grundforløbselev skal du regne med udgifter til bøger på ca. 500,-.
Som hovedforløbselev vil der være udgifter til bøger på ca. 1000,-.
Arbejdstøj/Personlige værnemidler
For at kunne følge undervisningen, skal du være iført egnet arbejdstøj og sikkerhedssko. Du får information om påklædning ved studiestart. Du har selv udgiften til arbejdstøj.
Værktøj
På skolen stiller vi de redskaber og værktøj til rådighed, som du har brug for.
Ekskursioner
Der opkræves ikke betaling for ekskursioner på uddannelsen.
Tilmelding
Al tilmelding foregår gennem
Når vi her på skolen har fået bekræftet dine oplysninger og karakterer, får du besked om optagelse via e-Boks..
Hvis du har en læreplads
Hvis du har indgået en aftale med en mester om ansættelse under din uddannelse skal der underskives en uddannelsesaftale mellem dig, mester og EUC Sjælland. Derfor skal du eller din mester kontakte os.
Når uddannelsesaftalen er på plads bliver du automatisk indkaldt til dit skoleforløb.
Hvis du ikke har en læreplads
Hvis du ikke har en læreplads, men søger direkte ind på grundforløbets 2. del via optagelse.dk, vil du modtage en indkaldelse til afklaringssamtale - uanset om du har allerede opfylder karakterkravet på 02 i dansk og matematik i grundskolens afgangsprøve.
Under dit grundforløb skal du søge efter en læreplads. Hvis du ikke har fundet en læreplads efter bestået grundforløb og der er uddannelsesgaranti på din uddannelse, så kan du søge om optagelse til skoleoplæring i skoleoplæringscentret.