Selvom tal, formler og beregninger har fyldt hverdagen de seneste tre år for afgangseleverne på HTX Næstved, var det ordene, der fik pladsen ved årets dimission, hvor elever og lærere tog afsked med hinanden.
Her kan du læse dimissionstalen holdt af dansklærer Anja Rosdahl samt studentertalen, holdt af eleverne Zilja og Christian fra henholdsvis 3.B og 3.AC.
Vi starter med elevernes tale.
Studentertalen 2025
Tale holdt af studenterne Zilja fra 3.B og Christian fra 3.AC ved HTX Næstveds dimissionsfest d. 27. juni 2025.
Z: Mit navn er Zilja fra 3.B.
C: Og jeg er Christian fra 3.AC.
Z: Vi har fået æren af at holde årets studentertale – og i den anledning vil vi gerne tage jer med helt tilbage til begyndelsen.
Vi startede som friske, lidt kække 1.G’ere, direkte ud af folkeskolen og efterskolen, og lad os bage være helt ærlige: Vi havde ikke helt forstået, hvad vi havde kastet os ud i. Det gik hurtigt op for os, at det krævede lidt mere end bare at møde op og lave afleveringer for at få et godt snit.
Den første vinter kom som et chok – og standpunktskaraktererne ramte os som en bus.
Men inden virkeligheden for alvor ramte, var det hyggen, der fyldte mest.
Vindueskarmene blev fyldt med energidrikke. Juletræet blev pyntet – ikke med kugler og stjerner – men med snusbøtter. Og på skolen blev mikroovne centrum for videnskabelige eksperimenter.
Det begyndte uskyldigt nok – en lasagne på et kilo, et par frysepizzaer. Men så en dag gik det amok: Ind kom en flæskesteg. Og vi mener det – hele skolen stank af gris. Lugten varede faktisk længere end lykken. For kort tid efter blev hele skolen kaldt til infomøde om, at kun mad beregnet til mikroovne måtte komme i. Den and, vi havde planlagt som næste projekt, blev derfor aldrig til noget.
C: Og apropos kreativ udfoldelse…
December på HTX bød ikke kun på snusbøtter som julekugler, men også på en ganske alternativ julekalender.
Nu vil jeg ikke sige for meget, men jeg tror, at Skaus julekalender sent bliver glemt. Hver dag blev der tegnet et nyt – og modigt – kunstværk. Hvis I stadig ikke er helt med, kan I blot kigge på jeres studentervogn.
Selvom tegningerne nok aldrig kommer op og hænge på væggene, vil de altid blive husket.
Noget af det skønne ved HTX er ikke bare de sjove øjeblikke, men hvordan vi har udviklet os.
Det er ingen hemmelighed, at omkring en tredjedel af eleverne droppede ud siden 1.G. Pludselig blev gangene lidt mere stille. Men sammenholdet blev stærkere.
Vi lærte hinanden at kende – ikke bare på tværs af klasserne – men på tværs af alle årgangene.
Det er ikke sikkert, at vi snakker med hinanden hver dag – men vi ved, hvem hinanden er. Og det i sig selv er ret særligt.
Z: Det gælder ikke kun mellem os elever – det gælder også mellem elever og lærere. Vi har nogle lærere her på skolen, som er i en hel særlig liga.
Z: HTX er ikke bare en skole – det er et sted, hvor lærerne faktisk vil os. De møder op med oprigtig lyst til at undervise. Og det mærker vi.
Hvis man har en dårlig dag, kommer læreren og spørger ind.
Hvis man ikke lige nåede en aflevering – så bliver man mødt med forståelse og fleksibilitet.
Og til der skal de fælles have en kæmpe tak fra os elever.
Men lad os være ærlige: Det var ikke kærlighed ved første blik for os alle.
Jeg græd faktisk på min første skoledag, fordi jeg syntes, at HTX virkede så nørdet og slet ikke mig – og jeg havde virkelig svært ved at forestille mig, at det her skulle være min skole.
Men det tog ikke mange måneder, før jeg begyndte at mærke, at det ikke handlede om at se godt ud eller være den med flest venner. For at sige det mildt, er HTX en skole, hvor folk ikke giver en fuck. Du kan komme i klipklappere og ligne en, der har festet hele weekenden, og ingen kigger skævt. Det virker trygt, sjovt og ægte.
I dag kan jeg slet ikke forestille mig at have gået på nogen anden skole, og jeg tror, at de fleste af os deler samme oplevelse. For mig handlede det om at vænne mig til en situation, jeg ikke var helt glad for. Jeg troede, jeg havde lavet en kæmpe fejl, men min stolthed var for stor til at droppe ud. Jeg valgte derfor i stedet at give HTX en ærlig chance, hvilket jeg i dag er evig taknemlig for.
Og på den anden side er HTX et sted, hvor man ikke kan gemme sig. Frivilligt eller ej, bliver man nødt til at udvikle sig som person, lige netop fordi skolen er lille, og alle kender hinanden.
C: I forbindelse med vores skolegang har vi til fældes mange minder, heriblandt fra studieturen. Audi-biler, gasmasker og et atomkraftværk blev grundigt undersøgt i Ungarn. Enkelte mennesker blev efterladt med fuld oppakning af Budapests letbane. Underligt forgæves forsøgt på at finde gullasch, og fantastiske solnedgange og timelapser fra Gellertbakken med udsigt udover byen.
Mange af minderne fra vores skoletid, der vil vare ved, stammer fra den ballade vi har lavet. Udover at stege flæsk i skolens mikroovn har vi haft langtrukne kampe med lærerne om skolens tavletoucher og –viskere. Vi har generelt set terroriseret skolen på forskellige måder, eksempelvis stole, der pludselig ikke længere har en ryg. Vi har med og uden vilje efterladt lektier og afleveringer. Vi har moret os med at tegne diverse interessante tegninger rundtom på skolen, hvor de fleste heldigvis var på tavlerne. Sidst men ikke mindst har nogle af os også formået at være en aktiv brandfare for skolen.
Selvom de forrige år har været fyldt med sjov og leg, blev skruerne strammet an her til sidst. Flere fag kom på højere niveau, og større projekter blev kastet efter os. I starten af året var det dansk-historie, kort fuldt af SOP. Heldigvis var der en lille pause i vinteren, men siden har det været enorme eksamensprojekter i DDU og PLS fuldt af en slutspurt med flere eksamensprojekter i bl.a. idehistorie, programmering, fysik og kemi. Men fællesskabet har varet ved, vi har hjulpen og slæbt hinanden – mere eller mindre frivilligt – til målstregen.
Z: Til sidst vil vi gerne sige tak. Tak til jer lærer – fordi I har taget os alvorligt, støttet os og gjort plads til både fejl og flæskesteg. Tak til jer medstuderende – for tre år fyldt med grin, venskaber og fællesskab.
Tillykke til os alle – vi gjorde det!
Dansklærer Anja Rosdahl:
Kære 3.a.b. og c
Kære studenter
Kære unge mennesker
I dag er en særlig dag. Både for jer, for jeres familier og for os, der har haft jer her på HTX de sidste tre år.
I dag er nemlig dagen, hvor I for alvor skal sige farvel til det liv, I har haft i nu mange år. Fra i dag er I ikke længere skoleelever på den måde, I er vant til, men kommende studerende på en videregående uddannelse, medarbejdere på en arbejdsplads, deltagere på en højskole eller noget helt femte. Det er en forhåbentlig spændende tid, I går i møde, men også helt sikkert en tid, der vil bringe nye både glæder og udfordringer. For det er jo sådan, livet typisk er.
Jeg husker selv meget tydeligt den dag, da jeg blev student. Jeg var oppe i det sidste fag samme dag, som der skulle være dimission om eftermiddagen og fest om aftenen, og jeg husker meget tydeligt den følelse af frihed og lettelse, jeg havde i kroppen, da jeg gik hjem gennem byens gader sent om natten. Det var noget helt specielt, og jeg håber for jer, der sidder her i dag med jeres huer, at I også har det sådan.
Jeg har som jeres dansklærer haft fornøjelsen af at have haft jer alle sammen i tre år. Når jeg her bruger ordet fornøjelse, er jeg dog nødt til at tage et lille forbehold samt at reflektere lidt over, hvor særligt den menneskelige hjerne egentlig fungerer. For det er jo faktisk utroligt at tænke på i hvor høj grad, den menneskelige hjerne er i stand til at glemme, hvordan noget egentlig var, når det først er kommet lidt på afstand. For hvis jeg skal være helt ærlig – og det behøver jeg jo ikke at være, men jeg tror, det er sådan, i hvert fald 3.b. ville beskrive mig – nemlig som ærlig – så kan jeg lige så godt sige det lige ud: Det første år med jer, og det gælder både 3b og 3ac, var absolut ingen fornøjelse. Det var faktisk det stikmodsatte. Og hvilken bedre lejlighed end i dag findes der til at få dét frem?
1.b.: I 1b blev der pjattet rigtigt meget, der var en del, der ikke lavede noget som helst, der havde med dansk at gøre, og der var flere, der næsten var mere på toilettet eller ude for at hente vand end inde i klassen.
I 1ac var spidskompetencen ikke pjat. Det var derimod dels madlavning – inde i klassen – på en slags bordgrill – midt i undervisningen – og dels diskussioner med mig, der enten handlede om, hvorfor man var nødt til at have et så ubrugeligt fag som dansk, eller hvorfor jeg ikke mente, at det var i orden at kalde hinanden alt muligt ikke ret pænt.
Så nej – for at være helt ærligt var det ingen fornøjelse at have jer det første år.
Men så kom 2.g., og pludselig begyndte der at ske noget. I begge klasser. Lige så stille ændrede alting sig – og i dag kan jeg helt ærligt sige, at de sidste to år med jer har været en stor fornøjelse.
3.b. – det har virkelig været dejligt at komme ind til jer. I kan godt være pjattede stadigvæk, men I har også arbejdet rigtigt godt, og I har simpelthen været så søde og rare at være sammen med, at jeg virkelig kommer til at savne vores dansktimer.
Og 3.ac – jeg har sjældent været vidne til så stor en udvikling, som der er sket med jer. Fra at gøre modstand mod stort set alt, jeg præsenterede jer for – har I udviklet jer til en flok virkeligt søde, venlige og modne unge mennesker.
Det, jeg netop har sagt, illustrerer rigtigt godt svaret på ét af de spørgsmål, jeg jævnligt bliver stillet af elever – nemlig, hvorfor jeg orker at være dansklærer på HTX. Og det kan jeg godt svare på: Det at være gymnasielærer er, som jeg ser det, ét af de bedste jobs i verden, fordi det er fantastisk at være vidne til den kæmpestore udvikling, der kan ske med unge mennesker – både fagligt, socialt og individuelt, på de tre år, de går i gymnasiet.
I dag er det sidste gang jeg taler til jer som klasser. Hvis jeg kommer til at tale med jer igen i fremtiden, vil det være som enkeltpersoner, hvis jeg støder på jer i en eller anden tilfældig sammenhæng.
Endnu er ordet imidlertid mit, og inden jeg slutter af, er der to ting, jeg gerne vil nå at sige.
Først vil jeg gerne ønske jer al muligt held og lykke i fremtiden. Pas på jer selv, vær tro mod de drømme, I har. Og husk: Der er aldrig kun én vej til det gode liv. Hvis den vej, I helst vil gå, er blokeret af den ene eller den anden grund, så husk, at I helt sikkert vil finde en anden vej, som vil føre et lige så godt sted hen.
Det sidste, jeg vil gøre, inden jeg slutter af heroppefra, er, at jeg gerne vil læse et digt for jer. Ikke fordi, I skal analysere og fortolke, men fordi det er et digt, der siger noget af det, der er vigtigt at sige. Så kære alle – her kommer digtet ”Morgenhymne” af Benny Andersen.
Af hensyn til ophavsretten gengiver EUC Sjælland ikke digtet her.
